Vågen fjord efter død nordkyst !

Derfor besluttede jeg mig for, at tage til Isefjord for at se, om de seneste dages tøvejr havde fået fjorden til at vågne. Det viste sig at være en god idé. Jeg ankom til fjorden og kunne se, at der allerede var fire andre fiskere, som havde fået samme idé. De andre fiskede stationært. Jeg bevægede mig længere ud og fiskede stykket igennem uden at mærke noget.

Længere ude mødte jeg en bombarda-fisker, som lige havde landet en fin fisk på 2,5 kg. Jeg snakkede med ham, og han fortalte, at han havde fået ti fisk i løbet af dagen. I mens vi snakkede fik han endnu en fisk på omkring 45 cm. Jeg begyndte at fiske, men mærkede intet. Fiskeren ved siden af mig fik yderligere to undermålere. Stadig intet. Jeg fiskede med samme flue -Pattegrisen – og jeg fiskede den rimelig hurtigt. Jeg plejer, lige som Lars anbefaler, at holde mig til samme flue, for ikke at have for mange variabler at arbejde med. Da fiskeren ved siden af mig fik endnu en fisk, måtte jeg prøve at ændre noget. Jeg indlagde nogle pauser i indtagninger. Det har jeg tit oplevet kan udløse et hug fra forsigtige fisk, når jeg fisker med rejefluer. De første par kast gav intet. Efter et par kast mærkede jeg en fisk, der forsigtigt slog til fluen. Jeg krogede den ikke. Jeg lavede en pause og derefter et par hidsige indtagninger. Intet. Jeg kastede igen, og mærkede igen et meget forsigtigt hug. Jeg satte hastigheden op – resultatet var det samme som før. Intet. Jeg lagde linen ud igen. Men denne gang tog jeg fluen ind i langsomme, lange tag. Efter få meter kom et voldsomt hug. Fisken blev siddende. Og en lille fin ørred kunne kort tid efter svømme tilbage i fjorden, så den kunne vokse sig større.

Jeg havde fundet det, der skulle til for at få ørrederne til hugge. Langsomme lange træk. Næste kast. Denne gang nåede jeg ikke at trække i linen mange gange, før der igen var fast fisk. Denne gang var der mere vægt i. Ti minutter efter lå en fin blank overspringer i græsset.